Vi vil her se nærmere på den del af hestens skelet, der kaldes det aksiale skelet.

Hestens aksiale skelet består af.

• Kraniet
• Halshvirvlerne
• Brysthvirvler, brystbenet og ribbenene
• Lændehvirvlerne, korsbenet og halehvirvlerne

Kraniet vil blive gennemgået selvstændigt under en anden menu.

Ledtyper i hvirvelsøjlen

Der findes to ledtyper i hvirvelsøjlen, et uægte led og et ægte led. 

I mellem to ryghvirvler finder man et uægte led, hvori der er placeret en tyk bruskskive (symfyse) med en blød kerne. Vi kender denne under betegnelsen Diskus, og begrebet diskusprolaps.

Der findes også en ægte ledtype, nemlig det man kalder facetled. Der et to sæt facetled, et sæt forrest (cranialt) og et sæt bagerst (caudalt). Her findes et led på både højre og venstre side af hvirvlen (bilateralt), hvor den danner led med henholdsvis hvirvlen før og hvirvlen efter. Facetled har givet navn til begrebet facetledssyndrom, eller populært ‘hold i ryggen’. Denne betegnelse dækker over beskadigelse af led, væv eller nerve omkring leddet og forårsager smerte ved bevægelse.

Halshvirvlerne (Cervicale Vertabrae)

Hesten har ligesom mennesket syv halshvirvler. Disse benævnes ofte ved betegnelserne C1 til C7.

C1 og C2, der er tættest på kraniet, er specielle i opbygning og funktion og benævnes særskilt som henholdsvis Atlas og Axis. Atlas danner led med nakkeledet (Os occipitale) og sammen med Axis er de ansvarlige for kraniets store grad af bevægelighed. Disse områder fungerer som udspring og hæfte for muskulatur, der isoleret set har med hovedets bevægelse at gøre.

C7 er også lidt speciel, idet den danner ledovergang til den første bryst-hvirvel – og dermed det første ribben. Dette gør leddet mindre bevægeligt end de øvrige halshvirvler.           Halshvirvlerne udgør bevægelighedsmæssigt en ret fleksibel enhed både med hensyn til bevægelse op og ned, bøjning til begge sider og vridning af hoved og hals til højre og venstre. Denne høje grad af bevægelighed betyder også,  at der er mange muskler, der både udspringer og påhæfter på henholdsvis halshvirvlerne og nakke.

Brysthvirvlerne (Vertebrae thoracicae), Ribbenene, (Costae) og Brystbenet (Sternum)

Brysthvirvlerne, ribbenene og brystbenet udgør hestens brystkasse. Hesten har normalt 18 brysthvirvler med et tilsvarende antal ribben (I sjældne tilfælde 17 eller 19). Af disse 18 ribben fæstner de første 8 direkte på brystbenet via brusk. Brusken fra de resterende 10 ribben samles i en fælles bueformet bruskstruktur (Arcus costalis) før de påhæfter bagerst på brystbenet. Brysthvirvlerne og brystkassen danner en solid konstruktion, der bl.a muliggør ridning.

Brysthvirvlerne betegnes ofte Th1 til Th18. Ser man bort fra Th1 så er de forreste brysthvirvler meget lange, og de danner hestens karakteristiske manke lige før saddellejet. De forreste 3 er skjult bag skulderbladet.

På ryghvirvlerne og den øverste del af ribbenene udspringer og påhæfter muskulatur der bidrager til ekstension ryggen. På de bagereste ribben og brystbenet udspringer muskulatur der bidrager til fleksion af ryggen. Mellem ribbenene findes muskulatur der bidrager til bl.a vejrtrækning.

Lændehvirvlerne (Vertebrae lumbales), Korsbenet (Os sacrum), Halehvirvlerne (Vertebrae caudales)

Lændehvirvlerne er lokaliseret mellem brysthvirvlerne og korsbenet. Der er normalt 6 lændehvirvler (nogle Arabere har 5), der betegnes L1 til L6. Lændehvirvlerne er til forskel fra de forreste ryghvirvler karakteristiske brede i struktur. Disse brede hvirvelstrukturer (processus transversus) fungerer bl.a som udspring for nogle kraftige muskler med stor betydning for hestens fremaddrift og evne til at træde in under sig – dvs. bøje i hoften.

Korsbenet udgør skeletdelen af hestens kryds. Det består af 5 hvirvler, der, til forskel fra det aksiale skelets andre hvirvler, er sammenvokset til en fast ufleksibel enhed vi kalder sacrum, eller korsbenet. Hofteskålen (Pelvis) danner led med korsbenet, (sacroiliacleddet) og fungerer som overgang mellem det aksiale skelet og det bagerste apendiculare system (bagbenene). Korsbenet fungerer også som udspring for de store hasemuskler på hestens bagpart.

Halehvirvlerne (Vertebrae Caudales)

Halehvirvlerne udgør den bagerste del af de aksiale skelet og udgør den knoglemæssige struktur i hestens hale. Antallet af hvirvler kan variere fra 15 – 25 med et gennemsnit på 18 afhængig af arter. Halehvirvlerne er relativt fleksible, hvilket f.eks ses når der viftes insekter væk. Der er muskler fra korsbenet til halehvirvlerne, der bl.a. styrer denne aktivitet.